DKU deltager i forsvaret af fristaden
I dag (mandag d. 14. maj ) er Christiania blevet angrebet. Politiet har ryddet cigarkassen og belejret fristaden.
Christianitter og Københavnere har sammen dagen igennem protesteret mod overgrebene, holdt møder, demonstreret og aktioneret.
Som i dagene omkring rydningen af ungdomshuset har politiet valgt kamplinjen. Adskillige personer er blevet anholdt blot for at opholde sig i området omkring Christiania. Mange flere er blevet hindret adgang af utallige politiafspærringer som dagen igennem har lukket ind og udgang fra Christiania.
Den hårde linje, udryddelsen af fristeder og åndehuller fortsætter. Først tog de ungdomshuset, og nu er tiden kommet til Christiania.
Men vi overgiver os IKKE. Vi fortsætter bølgen af protester og ryster Københavns grundvold til vi får vores fristeder tilbage. Vi kan selv administrere vores eget liv. Vi vil ikke ha grå ensrettethed, reklamer og profitinteresser. Vi vil leve og skabe og ingen politikere på Rådhuset eller Christiansborg kan tage vores drømme fra os.
Peter Hansen fra DKU udtaler:
«Vi har i dag ved byretten og på Københavns rådhus markeret med maling hvem nogle af de skyldige er. Det er et rådden domstol der udfører et beskidt stykke arbejde når de varetægtsfængsler uskyldige i ugevis, det er også nogle rådne politikere på rådhuset der stjæler fristeder og amputerer ungdomskulturen.
Overgrebene i dag på Christiania er blot en del af den bølge af ensretning vi ser. Først ryddede de Ungeren. Nu prøver de med Christiania.
Heldigvis er vi så mange der kan se det forrykte i al denne ensretning og politivold at flere og flere strømmer på gaden for hver dag der går. Dette er blot begyndelsen. Vi giver aldrig op vi kæmper for at sejre. »
DKU siger
- Forsvar Christiania
- Ungdomshus nu
- Fristeder alle steder
- Løslad vores fængslede kammerater nu!